Versión al español de Belangela Tarazona.
Un moretón. La pausa antes de que él te besara, su cara ladeada, un síncope, el golpe leve tras uno duro, o la supresión de una vocal entre dos consonantes, como en “hipócrita”. El abatimiento antes de que él te tomara la mano en la pista de baile, el espacio entre sus dientes, un error, un escondite, lugar para cambios, desmayo.
Su madre baja los afiches, los coloca con el reverso hacia arriba. Las bisagras de los marcos se ríen del espacio, hacen muecas. Ella corre las cortinas temprano en la mañana. No soporta mirar el día, de nuevo. Y los niños juegan en silencio, ruidosamente. Pelean. La madre vuelve la mirada hacia sí misma o hacia un lado. No puede sostener la mirada, como un cinturón en el cráneo. El vientre un puño, cerrado.
Entonces tratas de escribirle un saludo. Una carta, un mensaje de texto. Pero te estancas, te distraes, gesticulas, arrojas letras, las equivocadas fuera de la página, abres huecos, haces listas, borras:
Llave estranguladora
Tempestad
Sus rayas, dibujos, un boceto
paciencia, paciencia, paciencia, paciencia
paciencia, paciencia
paciencia
paciencia
¿Cómo aprendió a rasgar a un ser por la espalda?
El cuidado de una nueva amiga
10.000 pizzas o 10 toneladas de grava a su domicilio
El ruido incesante del teléfono todo el día, semanas, años, décadas
Su pinga en la boca
De rodillas
Tratas de dejarlo. Te escondes y te dejas crecer el cabello, maduras, sanas entre las piernas, vellosas. Un zorro o un conejo. Un animal perdido duerme, descansa. Una carpa se extiende sobre ti. Hibernas. Te estancas, colapsas y tropiezas. Cierras con llave, te acuestas en una gaveta. Pasas el seguro y tiras la llave. El vello te crece en las piernas, las axilas, y haces trenzas alrededor de las orejas, cubres los ojos y la boca. Te quedas en casa toda la noche, de madrugada te acuestas en la gaveta y esperas a que pase, porque tú prefieres estar abajo. Por debajo. “Porque va a pasar”, dice uno. Desaparece. Disminuye, se revela de otras formas, imprevistas, un delta.
Et blåt mærke. Opholdet inden han kyssede dig, hans ansigt på skrå, en synkope, et ubetonet slag trukket sammen med et betonet, eller et bortfald af en vokal mellem to konsonanter, som i „cykler”. En nedsynkning før han tog din hånd pa et dansegulv, mellemrummet mellem hans fortænder, en fejl, et skjul, sted for forandring, besvimelse.
Hendes mor tager plakaterne ned, vender dem med bagsiden udad. Hængslerne i skifterammerne griner ud i rummet, skærer ansigter. Hun trækker gardinerne for vinduerne tidligt om formiddagen. Hun kan ikke holde ud at se på dagen, der er der igen. Og børnene leger stille, larmende. De slås. Hendes mors blik vender indad eller ud til siden. Hun kan ikke se nogen i øjnene, som et bælte om kraniet. Underlivet en næve, knyttet.
Så du forsøger at skrive ham en hilsen. Et brev, en sms. Men du går i stå, falder i staver, laver fagter, vælter bogstaver, de forkerte ud over siden, klipper huller, skriver lister, sletter:
Kvælertag
Tordenvejr
Hans streg, tegninger, en skitse
tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed
tålmodighed, tålmodighed
tålmodighed
tålmodighed
Hvordan vidste han, hvordan man flækker et menneske bagfra?
En ny venindes omsorg
10.000 pizzaer eller 10 ton granitskærver til hans adresse
Telefonkimen uophørligt i døgndrift, uger, årevis, dekader
Hans pik i munden
På knæ
Du prøver at holde op. Du gemmer dig og lader håret vokse, vokse til, vokse sammen mellem benene, loddent. En ræv eller kanin. Et forvildet dyr sover, slumrer. Et telt rejser sig over dig. Du går i hi. Går i frø. Falder sammen og over. Lukker, lægger dig i en skuffe. Du låser og kaster nøglen væk. Hårene vokser på benene, under armene, og du laver fletninger og binder om ørerne, for øjnene og munden. Du bliver hjemme hele natten, tidligt på morgenen ligger du i en skuffe og venter på, at det går over, for du vil hellere være under. Under. „For det går over”, siger man. Det går under. Det går over, åbner sig på andre måder, uforudsete, et delta.
* Fragmentos pertenecientes a Sprækker [Grietas] (2019).
Autor
Mette Garfield
/ Copenhague, Dinamarca, 1970. Escritora, crítica literaria y docente. Maestra en Literatura Comparada y Periodismo Cultural por la Universidad de Copenhague y por La Sorbona (París IV). Es autora de un único libro hasta la fecha: Sprækker [Grietas] (2019). Desde hace 14 años ha sido columnista para Dagbladet Information, Weekendavisen, Peripeti y Kunsten.nu.