El valle de las mariposas: un réquiem (2)
| TraduccionesVersiones de Rodolfo Herrera López. Segunda parte de dos. Puedes leer aquí la presentación y la primera parte de esta serie de poemas.
VIII
¿Una existencia que nunca perece?
¿Cómo, si en todo lo hecho por el hombre,
salto final de la naturaleza,
nos miramos perdidos de antemano?
Y en mínimo fragmento del amor,
de gozo en un proceso sin propósito,
que se adentra en la efigie de lo humano
como hierba que está entre los sepulcros.
¿Qué hacemos con la grandeza de Atlas,
cuyas alas se extienden sobre el mundo
igual a las quimeras del recuerdo?
Besamos como imagen de los muertos,
con sabor de su beso que nos guía.
¿Quién logra cautivar a esta asamblea?
VIII
Et liv der ikke dør som ingenting?
Hvordan hvis vi i alt det menneskeskabte,
naturens sidste selvoptagne spring,
må se os selv i det på forhånd tabte,
må se den mindste stump af kærligheden,
af lykken i en formålsløs proces,
gå ind i billedet af menneskeheden
som græsset, selv når det er gravens græs.
Hvad skal vi med den store atlasspinder,
hvis vingefang udbreder jordens kort,
den ligner mest det hjernespind af minder,
vi kysser som ikoner af de døde,
med smag af dødens kys, der rev dem bort.
Hvem er det der fortryller dette møde?
IX
¿Quién logra cautivar a esta asamblea?
Es mi cerebro, pálido y grisáceo,
que al espectro visible hace brillar,
distinto a cuando vi una mariposa:
los pimientos de Aurora1 en el rocío,
su tono gris de pálida sabana,
vuelo de la Vanesa de los cardos2
de África hasta las tierras del invierno.
Vi a una Selenia3 con su trazo fino,
el borde negro de creciente luna,
quieta al final de las alas del cosmos.
Aquellas no eran visiones lejanas
que se pueden reunir en el cerebro
con paz mental y con mentiras dulces.
IX
Hvem er det der fortryller dette møde?
Er det min hjerne, som er bleg og grå,
der selv får lysets farver til at gløde
som andet end den sommerfugl jeg så.
Jeg så Auroras stænk af paprika,
dens blege skær af pebergrå savanne,
og tidselfuglens træk fra Afrika
den lige vej til jordens vinterlande.
Jeg så en månemålers fine rids,
de små halvmåneformers sorte rande,
der sad på universets vingespids.
Og det jeg så var ikke kun forfløjne syner,
som en hjerne selv kan blande
med strejf af sjælefred og søde løgne.
X
Con paz mental y con mentiras dulces,
con suaves tonos de esmeralda y jade,
pueden las Apatura iris4 desnudas
imitar a las hojas de los sauces.
Las vi comerse a sus propias imágenes,
que pronto se tornaron en crisálidas;
pendían como aquello imaginado:
una hoja amontonada entre las hojas.
La mariposa y su lengua de imágenes
sobrevive a través de aquello que hurta.
¿Por qué yo habría de ser menos hábil?
Se calmaría mi angustia ante el vacío
de llamar mariposas a las almas
y visiones de los perdidos muertos.
X
Med strejf af sjælefred og søde løgne,
med dunet skær af grøn smaragd og jade
kan irislarverne, der selv er nøgne,
efterligne piletræets blade.
Jeg så dem æde deres eget billed,
som så blev foldet sammen til en puppe,
til sidst hængt op som det det forestilled,
et blad blandt andre blade i en gruppe.
Når sommerfuglen med sit billedsprog
kan overleve bedre ved at stjæle,
hvorfor skal jeg så være mindre klog,
hvis det kan dulme angsten for det øde
at kalde sommerfuglene for sjæle
og sommersyner af forsvundne døde.
XI
Y visiones de los perdidos muertos:
la mariposa del espino vuela
como nube encendida con esporas
rociadas por tejidos luminosos.
Mi abuela en el jardín de los millares
de nubes, alhelíes y mathiolas;
mi padre, quien me dijo cada nombre
de cuanto se ha arrastrado hacia la muerte,
ambos me acompañaron hasta el valle
que es la hoja donde todo se conserva
y los muertos escuchan ruiseñores.
Sus canciones se mueven, pesarosas
de ausencia, del dolor al sufrimiento.
Responde el timbre sordo de mi oído.
XI
Og sommersyner af forsvundne døde,
sommerfugl, der svæver
som en sky af hvidt med stænk af røde
blomsterspor, som lyset sammenvæver,
min bedstemor i havens tusind favne
af gyldenlak, levkøj og brudeslør,
min far, der lærte mig de første navne
på alt hvad der må krybe, før det dør,
går med mig ind i sommerfugledalen,
hvor alting kun er til på denne side,
hvor selv de døde hører nattergalen,
dens sange har en sært bedrøvet
svingen fra ingen lidelse til det at lide,
mit øre svarer med sin døve ringen.
XII
Responde el timbre sordo de mi oído,
mi ojo con su mirada desde adentro.
Sabe mi corazón que no soy nadie
pero con pena habitual responde.
Me reflejo en invierno y la Emplumada5
una tarde de encinos de noviembre.
En ambos, los destellos de la luna
como la luz del sol en las tinieblas.
Me reflejo en el sueño de crisálida
donde ella se libera sin piedad
cuando crece la angustia en los pasillos.
Lo que veo, la mirada desnuda,
perdida del espejo, no es la muerte
sino la muerte con sus propios ojos.
XII
Mit øre svarer med sin døve ringen,
øje med sit indadvendte blik,
mit hjerte ved, at jeg er ikke ingen,
men svarer med det kendte lille stik.
Jeg spejler mig i frost- og løvfaldsmåler
en aften i novembers egekrat,
de reflekterer månelysets stråler
og leger solskin i den mørke nat.
Jeg spejler mig i deres puppedvale,
hvorfra de nådesløst befries, når nøden
er størst i kuldens spejlbelagte sale,
og det jeg ser ved selvsyn, spejlets nøgne,
fortabte blik, er ikke bare døden,
det er døden som med egne øjne.
XIII
Sino la muerte con sus propios ojos
se ve a sí misma en mí, y yo, nativa
ingenua, atada a la autopercepción,
desnuda en eso que es llamado vida.
Pretendo ser, así, una Esbelta blanca,6
que mezcla las palabras y fenómenos.
Juego, también, a la Esmeralda clara7
para reunir las formas de la vida.
Respondo, así, a la muerte que se acerca.
Juego a la Sátiro común,8 ¿y espero
ser la imagen perpetua del verano?
Entiendo que me nombres como nadie,
pero soy quien, envuelto en Nacaradas,9
te mira quieto desde sus costados.
XIII
Det er døden som med egne øjne
vil se sig selv i mig, som er naiv,
en indfødt, som er bundet til den nøgne
selvindsigt i det der kaldes liv.
Jeg leger derfor gerne skovhvidvinge
og sammensmelter ord og fænomen,
jeg leger perlemåler for at bringe
alverdens leveformer ind i én.
Så jeg kan svare døden, når den kommer:
jeg leger sandrandøje, tør jeg håbe,
at jeg er billedet på evig sommer?
Jeg hører godt, du kalder mig for ingen,
men det er mig, der svøbt i kejserkåbe
ser dig an fra sommerfuglevingen.
XIV
Te mira quieto desde sus costados,
desde el ligero polvo que desprende
tan fino como nada antes creado:
respuesta de la hoja de la estrella.
Se alza luz en el viento de verano,
relámpagos de nácar, hielo y fuego,
y todo lo que existe en el declive
nunca se pierde y siempre permanece.
Miré a las Iris, Lycaena,10 Amandus11
hacer al arcoíris mariposas
en la onírica esfera de la tierra:
poema que sostiene el aleteo.
El polvo se levanta brevemente,
se elevan: mariposas del planeta.
XIV
Ser dig an fra sommerfuglevingen,
det gør jo kun lidt sommerfuglestøv,
så fint som intet skabt af ingen,
et svar på fjerne stjerneformers løv.
Det hvirvles op som lys i sommervinden,
som glimt af perlemor og is og ild,
så alt hvad der er til i sin forsvinden
forbliver sig selv og aldrig farer vild,
så det som ildfugl, iris, isblåfugl
gør regnbuen til jordens sommerfugl
i jordens egen drømmesynske sfære,
et digt som nældens takvinge kan bære.
Jeg ser, at støvet løfter sig en smule,
de stiger op, planetens sommerfugle.
XV
Se elevan: mariposas del planeta
al mediodía del valle de Bráchino
en una amarga gruta bajo tierra
como abarca el aroma del arbusto.
Como Ícaros, Dolientes y Almirantes,
como el revuelo de un pavorreal,
fingir la necedad del universo:
una existencia que jamás perece.
¿Quién logra cautivar a esta asamblea
con paz mental y con mentiras ducles
y visiones de los perdidos muertos?
Responde el timbre sordo de mi oído,
sino la muerte con sus propios ojos
te mira quieto desde sus costados.
XV
De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajčinodalens middagshede luft,
op fra den underjordisk bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft.
Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugløje flagrer de omkring
og foregøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting.
Hvem er det der fortryller dette møde
med strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?
Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.
1 Anthocharis cardamines.
2 Vanessa cardui.
3 Selenia dentaria.
4 Conocidas como Tornasolada.
5 Colotois pennaria.
6 Leptidea sinapis.
7 Palinurus de papilio.
8 Hipparchia semele.
9 Argynnis paphia.
10 Lycaena dispar, conocida como Manto grande.
11 Amandus de polyommatus.
Inger Christensen / Vejle, Dinamarca, 1935 – Copenhague, Dinamarca, 2009. Poeta, novelista, dramaturga y ensayista. Recibió el Premio Nórdico de la Academia Sueca, el Premio Siegfried Unseld, el Gran Premio de la Bienal Internacional de Poesía, el Premio Austríaco de Literatura Europea, el Premio Americano y el Premio Europeo de Poesía. Fue miembro de la Real Academia Danesa, de la Academia Europea de Poesía y de la Academia de las Artes de Berlín. Fue mencionada como candidata para el Premio Nobel de Literatura durante varios años. Entre sus obras más conocidas en castellano, pueden mencionarse Eso y Alfabeto.
Rodolfo Herrera López
/ Cholula, Puebla, 1987. Es docente de Escritura Académica y Argumentación en la Universidad de las Américas (Puebla) y estudia un doctorado en Filosofía Contemporánea en la Benemérita Universidad Autónoma de Puebla. Autor de Luscinia (Servicios Editoriales Bonobos, 2019) y director de Remoria, un proyecto de difusión de crítica cultural, social y científica.